(B)logbog fra helvede!

Og for en halv time siden sad jeg paa en anden cafe. En tysker satte sig ved mit bord, og vi fulgte en lille thailaender med fede fingre, der tog greb paa sin guitar og forgreb sig paa Waters og drengene. Og mens jeg fortalte, at jeg floej hjem i morgen, udspillede der sig en makaber gensynsscene paa den anden side af vejen. Foran et uptown-hotel sprang en pige pludselig i favnen paa en anden pige, og en tredie pige saa paa fra siden. Efter noget tid byttede de plads, og den tredie pige begyndte at koere sine haandflader rundt under oejnene, og man skulle forstaa, at hun graed. Og jeg kunne se, at det var amerikanere pga. den alt for naive tilgang til foelelser og alt, der er helligt, og ikke den koelige distanceren og afstumpethed, der kendetegner enhver god europaeer.

Og tyskeren, der var en ‘man-of-the-world-squire’ og havde vaeret tre maaneder i Australien, fastslog gentagne gange, henkastet, i sine egne tanker, at “The peoples are the saeme all aaver the woerld.” Og jeg taenkte paa den dag, jeg stod ved Preah Khan ved Angkor og ville tage nogle billeder. Og pludselig kommer den her kinesiske gruppe indvandrende med flag og kasketter og en intention om selv at vaere med paa alle billeder, der bliver taget med deres kameraer. Og der er en mand, omkring de tredive, sikkert europaeer, med et stort kamera haengende om halsen, og jeg foeler et saert baand mellem os - en sjaelden forstaaelse af den art, der opstaar uden ord, endsige oejenkontakt. Og som stroemmen af hawaii-skjorter og uinteresserede, smalle oejne fortaetter sig om templets allerhelligste, kigger manden paa mig og siger med rolig stemme og uden at blinke: “It is in moments like these I realize how much I absolutely loathe humanity.”

Jeg sidder i Bangkok, hedonismens hoejborg, udendoers paa en lille cafe. Fra hjoernet, hvor jeg sidder, kan jeg se en ladyboy tage imod ordrer fra de andre gaester. Han kan ogsaa se mig, saa jeg kigger ned mod det lille bord foran mig, hvor moensteret fra en blomstret dug kun brydes af et glas, en stor Chang-oel - der praktisk talt er tre guldoel i een flaske, nydeligt understreget af to elefanter paa maerkatet - og en gul notesblok, jeg erhvervede mig paa et interimistisk marked i Laos. Drengen med de store bryster gaar ned mod mit bord med en menu i haanden, forstod aabenbart ikke oejnenes gestus, saa jeg banker mod de to elefanter med kuglepennen i min venstre haand. Jeg er i faerd med at skrive kladde til bloggen.

Ikke noget, jeg ofte har gjort. Jeg foerte med usikker haand en dagbog mellem Moskva og Chengdu, men mistede den et sted undervejs. Jeg skrev mest i den af pligt - med tanke paa et fremtidigt jeg, der kunne hive den frem fra stoevet under en midtvejskrise, en skilsmisse eller paa et forfaldent alderdomshjem et sted i provinsen med halvandet gram valium rullende i blodet. Selvsagt foelte jeg ikke staerkt for dette fremtidige jeg, men for at undgaa fordoemmelse fra fremtidige generationer af mig selv fattede jeg mod og pen: “Hold ud kammerat, der er ikke langt igen.”

Havde dagbogen dog - mod alle odds - overlevet helvedes-straekningen Xian-Chengdu, der blev tilbagelagt ved hjaelp af et tog, hvis momentum alene afhang af afbraendingen af en grel og esoterisk mikstur af diesel, lever og hjerneceller, havde den formentlig ikke virket saerligt inspirerende paa det fremtidige jeg. Han ville laegge en notits paa koekkenbordet: “Du kan beholde boernene” og bytte valiumen ud til fordel for stryknin. For der er det med pligten, at det aldrig bliver “aegte” - medmindre man spoerger Kant, hvilket bliver svaert under de givne omstaendigheder - og det fremtidige jeg maa derfor lede andre steder for at finde sin ungdom igen.

Hvis jeg maerker efter, skriver jeg ikke af pligt nu. Jeg skriver vel mest, fordi der ikke er meget andet at lave i Bangkok foer moerket falder paa. Selv da er der ikke meget at lave, men til gengaeld kan det laves i saa uhoert en grad, at saa notoriske skikkelser som Ole Jastrau, Hemingway og Christiane F. kun kan klappe med fra baenken. Den imaginaere baenk, vel at maerke; der er ikke brug for baenke i Bangkok, naar en Chang-oel kan erhverves for en tier paa de fleste barer, hvilket ikke er saerligt meget. Slet ikke, naar man tager i betragtning, at det normalt ikke afstedkommer andet end forvirring og frygt, naar man banker et gyldent aftryk af Dronning Margtrethe ned paa disken foran en lavstammet asiatisk, bebrillet knoes, der normalt excellerer i at loese Rubik’s terninger og floejte temaet fra Mortal Kombat, men nu konfronteres med skaebnen i form af en blegfed daner og to flasker cola, og han skulle bare passe butikken et par dage, mens hans far er vaek paa marked for at koebe husdyr, huset aldrig ser skyggen af, men i stedet kommer hjem med store kager af sved og skidt om nakken og foedderne og lugter af sprit og so.

Og netop hvor jeg sidder, kan jeg altsaa koebe mig en stor Chang-oel for en tier. Saa jeg bliver siddende og banker igen kuglepennen mod den nu tomme oel, for faa sekunder senere at se den erstattet af en ny.

Men hvad er mit aerinde da? Hvorfor skriver jeg nu? Jeg tror, svaret maa findes i en database hos Turkish Airlines. I morgen, d. 19. juni, flyver jeg hjem fra Bangkok, hvorfor bloggen nu maa traekke sin terminal breath, foer jeg selv staar i terminalen. Mit aerinde maa derfor vaere at goere status. Og da status som oftest maales i ussel mammon, er det der, jeg vil begynde:

Jeg har mistet min pung tre gange, hvor den anden gang var skelsaettende og den tredie var definitiv.

Jeg har koebt et kamera i Kunming, Kina.

Jeg har traadt en kinesisk dames sko i stykker.

Jeg har undladt at koebe et vietnamesisk visum i Kina (30 USD), da jeg er stolt og skandinav og derfor kan faa femten dage gratis i Vietnam.

Jeg har koebt et visum til Laos i Hanoi. 

Jeg har koebt en motorcykel for 300 USD.

Jeg har faaet skiftet daek og kaede paa motorcykel, fordi jeg ville saelge motorcykel for god pris.

En god pris er 250 USD. Det forlangte jeg i hvert fald paa de halvfjerds flyers, jeg delte ud i Saigons gader.

Jeg har koebt en forlaengelse af mit ikke-eksisterende vietnamesiske visum. Fordi jeg er stolt og skandinav kan jeg faa det for 70 USD mod de saedvanlige 20.

Jeg har faaet svar paa foeromtalte flyers.

Jeg har erfaret, at motorcykel ikke vil starte, da eventuel koeber skulle proeve den.

Jeg har solgt motorcykel for 30 USD.  

Jeg har vaeret fuld. 

Jeg har koebt et visum til Laos i Phnom Penh, fordi det andet var udloebet. Det naaede aldrig at blive brugt.

Jeg har faaet stjaalet mit kamera. 

Jeg har koebt et kamera i Phnom Penh, Cambodia. 

Jeg har byttet mobiltelefon for benzin.

Jeg er blevet givet en forkert billet, da jeg skulle fra Siem Reap til Bangkok, hvorfor jeg maatte betale dobbelt pris, da vi naaede graensen.

Jeg er blevet snydt af en tuk-tuk-chauffoer i Luang Prabang, der evnede at tage den 50.000-kip-seddel, man gav ham, kaste den paa gaden, naar man ikke kiggede, irriteret vifte en 5.000-kip-seddel og sige: “That’s not enough, sir - we agreed on 15.000.”

Jeg har lige vaeret paa toilettet. Jeg moedte drengen med brysterne og skovmandsskjorten. Jeg tror, dametoilettet var optaget.

Alligevel munder det hele ud i en fredfyldt status quo, naar der goeres forsoeg ud i kontrafaktisk historie, og man forestiller sig, hvordan det ville se ud oekonomisk og mentalt, havde damen fra den russiske ambassade aldrig set min mail og jeg derfor aldrig set mit pas.

  …

  … 

Jeg kan stadig huske, hvad vi talte om i den transsibiriske. Jeg bragte det vist allerede op i flyet, da det hang nogle kilometer over Oestersoen. Det handlede om chokket. Chokket, der udeblev, der lod vente paa sig, som i enhver god film skaaret af ” The Master of Suspense’s ” flaeskede haand.

For der var ikke nogen af os, der kunne foele det - heller ikke i den transsibiriske. Maaske fordi vi maerkede efter. Og jeg laengedes efter et spark i maven, og en ubehagelig, ufiltreret, tobaksblaa stemme, der kunne raabe en op indefra og manifestere: “…saa er det, du kan maerke, at du lever, saa er det, du kan maerke hjertet slaar!”, men det eneste, man kunne ane, var lyden af stilhed, og den fortsatte.

Ogsaa da man vaagnede i en togkupe i 5300m’s hoejde og havde svaert ved at traekke vejret.

Og da man finder sig selv, alene og forladt i Hanoi.

Og da motorcyklen havde paataget sig denne skingre, monotone lyd, fordi den ikke kunne koere hurtigere. Og man ser hunden alt for sent, og lukker i et splitsekund oejnene, men ingenting sker og man ser hunden i bakspejlet, hel og ikke halt.

Og da man i Nha Trang laeste American Psycho i et uafbrudt straek paa en soendag og en sofa og en langsomt faldende promille.

Og stilheden fortsaette, da man blev fikseret og dernaest rullet af 8-10 vietnamesiske prostituerede, der stjal ens pung for derefter at levere den tilbage, da de indsaa, at grunden til, jeg netop havde forladt en bar for mindre end fem minutter siden, slingrende, med oejnene paa asfalten, var, at jeg havde drukket pungens indhold op.

Og da man paa dirtbike i Cambodia var taet paa at vaelte ud over en bjergside, og i forsoeget paa at holde cyklen paa vejen blev udstyret med et braendsaar paa stoerrelse med en desserttallerken, da underbenet for en kort stund moedtes med udstoedningen.

Og da man blev vaekket af en sur togkontrolloer, nogle minutter foer man ankommer i Chengdu, og man kan ikke finde sin billet, og man kigger rundt paa de to hollaendere, paa Nicholas og Maya og Susanne - og de tredive-fyrre flasker, der vugges rundt paa kupeens linoleumsgulv.

Og stilheden fortsaetter, da man paa en cafe i Bangkok opdager, at ens fod saa smaat er begyndt at svulme op igen.

Nej, det eneste, der har chokeret en, er vel, at chokket aldrig kom.

  …

Og saa er det saa nu, at jeg skal spoerge mig selv, om jeg har laert noget. Og i saa fald udgyde mine erfaringer og uvurderlige reflektioner her paa bloggen, saa foraeldremyndigheden da i det mindste bliver delt.

Jeg har laert, at det er skraemmende let at rejse. I hvert fald i disse lande, og det er formentlig derfor, chokket udeblev. Maaske ogsaa pga. den holistiske tilgang, man ikke kan undgaa at tage til sig: den, at verden ser anderledes ud her, men dog er den samme verden.

Og selvom man finder sig selv fremmedgjort og alene - hvor den sidste tilstand er overordentlig svaer at opnaa i Asien, hvor moto-chauffoerer, prostituerede af alle koen og stammende gadesaelger altid er at finde - saa kender man dog altid een konstant: sig selv. Man ihukommer de gamle sofisters bon mot, at “mennesket er alle tings maal.”

For nogle dage siden blev jeg faerdig med Hermann Hesses “Der Steppenwolf”, og for nogle sekunder siden skrev jeg vist, at jeg’et er en konstant. Men i bogen bed jeg altsaa maerke i denne passage:

“The few capacitites and pursuits in which I had happened to be strong had occupied all my attention, and I had painted a picture of myself as a person who was in fact nothing more than a most refined and educated specialist in poetry, music and philosophy; and as such I had lived, leaving all the rest of me to be a chaos of potentialities, instincts and impulses which I found an encumbrance and gave the label of Steppenwolf.”

Ikke fordi jeg passede paa jeg’ets beskrivelse - ‘educated specialist in … ‘ - men nok fordi jeg(!) alligevel har aendret mig en smule. Nu forstaar jeg i hvert fald at koere en proper motorcykel.

Og jeg har set den kinesiske mur.

“Solens sidste dybe gloed slukker alt haab
Nattergalens sidste sang
Sender mig ud
og kysser mig vaek
Sender mig ud

Jeg Kysser Himlen Farvel
og vender hjem.”

Og har hoert uanede maengder Kliche og H.U.G.

Og dirtbiken smadrede derudaf med halvfems eller hundrede jeg ved ikke, for speedometeret der var en stor, sort plasticboks som aad af solen virkede ikke, og hvis det endelig viste noget var det tal som 14 eller 17, der ikke havde mening eller gyldighed andre steder end maaske paa den landevej i Cambodia.

Men alligevel kunne man ikke lade vaere med at smide blikket ned mod displayet hvilket kunne goere en helt forvirret, for den store luns nazi-duplo var hamret ned over styret paa en saadan maade at naar man drejede til hoejre eller venstre eller hvad-ved-jeg, fortsatte blokken bare ligeud og man blev helt i tvivl om styret overhovedet havde brudt med cyklens plane facon (her maatte man stole paa fornemmelsen i sine arme), eller om der var en hemmelig kraft i vejen, der trak cyklen rundt i de flade kurver.

Hvis det sidste var tilfaeldet tog den hemmelige kraft ikke hensyn til man skulle ud og se et eller andet obskurt tempel, for jeg blev noedt til at stoppe i skyggen af et stort trae hvor en fem-seks boern og en rynket dame havde en lille frugtbod og spoerge om vej (det slog mig, at de faa kilo frugt, de ville faa solgt i loebet af den dag - hvor eksotiske de end maatte vaere - paa ingen maade kunne indbringe noget af betydning, flokken taget i betragtning), men de vidste ikke noget, og jeg udtalte templets navn helt forkert, og solen stod saa hoejt paa himlen, at vejskilte ikke havde nogen skygge, og jeg maatte takke Gud for, min hjelm var hvid.

Saa jeg gjorde mig klar til igen at overlade mig selv og cyklen til den magiske kraft eller asfaltaand eller hvad det nu var, da der kom en ung Khmer der ikke solgte noget gaaende og vinkende mod mig, hvide taender og det hele. Og han forklarede mig at jeg skulle koere tilbage, maaske tre kilometer, og saa dreje til hoejre ved kvinden med ris i haenderne. Jeg fortalte ham det var maerkeligt jeg ikke havde set hende foer, og vi grinede fordi vi ikke forstod hinanden.

Jeg tog min hjelm paa igen (jeg havde taget den af for at drengens ord ikke skulle drukne i mine svedende tindinger), sparkede ned mod foerste gear og havde allerede sluppet koblingen nogle centimeter, da jeg hoerte noget, maaske stilhed, bagved mig og ud af oejenkrogen kunne jeg se lidt af min hjelm og en gammel mand, Pol Pot eller en daemon, der med en alvorlig mine pegede ned ad mig og jeg saa rundt og rundt paa de andre, der nu helt havde sluppet deres foer saa lattermilde udtryk. Og jeg kan huske, jeg taenkte noget i retning af: “Det her har jeg set foer”, og maaske “Til helvede med dig, gamle mand!”, og jeg loesnede grebet i venstre haand og lod fingrene paa hoejre rulle baglaens op mod solen.

Efter maaske tre kilometer stod der en dame med ris i haenderne, der var lavet af ler, og jeg drejede til hoejre.

Jeg maatte have koert ret staerkt for speedometeret talte 18 eller 20 og sikkert mere, men det var svaert at tyde i solen og jeg skulle samtidig laese vejen for huller eller trafik eller miner. Og luften der var stille og tyk som en pige jeg engang kendte, pressede sig op foran mig og forsoegte at kaste mig bagover og ned mod vejen, der forsvandt bagved mig, mens mine shorts flappede hensynsloest i et ingenmandsland mellem luft og metal. Og jeg taenkte paa farten og blev helt kaad: 20 maaske 20+, seks gear og ingen rygsaek bagpaa (selvom det ogsaa gjorde mig en anelse mut), og var naesten ved at vaelte da asfalten i et sving afloestes af sand og grus.

Nogle skilte sendte mig mod templet og snart trillede jeg ind paa en lys og khaki og Khmer grusplaene, der ogsaa var parkeringsplads, hvor en tre knaegte viftede mig ind som dem i groent paa faergen eller erfarne kvinder, og jeg fandt min haengelaas frem, jeg havde koebt i Kina og satte den det sted paa forhjulet hvor den ville goere mest skade, skulle en tyv eller jeg selv starte crosseren. Og det hele var egentlig komplet unoedvendigt for jeg vidste at vagterne nok skulle passe paa cyklen og alligevel ville en haengelaas ikke goere nogen forskel, hvis de kom en dag med saettevogn, springknive og nedstrygere og hoejt humoer. Men det var vist ogsaa mere et ritual jeg havde tillagt mig i Vietnam, fordi noeglen til laasen saa ret speciel ud og nogle paa barerne eller diskotekerne ville pege paa den (den var sat i saadan et elastisk armbaand og hang om mit venstre haandled) og spoerge hvad det var, og saa ville jeg uden at svare dem paa deres spoergsmaal sige at jeg havde koebt en motorcykel og var en helvedes karl bagved fregnerne, boessetoerklaedet og mit paene engelsk.

Og alt det taenkte jeg paa da jeg skulle finde tre dollar frem til (hvad der lignede) den aeldste af vagterne, men min pung var ikke i min lomme, og jeg ledte i min taske og foroevrigt vidste jeg at den skulle vaere i venstre lomme, saa jeg fandt ikke noget, og jeg grinede lidt og forklarede at jeg havde tabt min pung, og de sagde at der var O.K. og saa kunne jeg bare gaa ind uden at betale, men jeg forklarede dem (igen) at jeg havde tabt min pung og maatte koere tilbage efter den, for jeg vidste hvor den var (her taenkte jeg paa den gamle mand), saa jeg satte mig op paa crosseren men kom saa i tanke om laasen og ti minutter efter stod jeg ved boden, der naesten var helt forladt.

Men de havde ikke pungen (foerst troede de jeg ville koebe nogle baer, men saa kom den unge fyr igen), og den gamle mand der var drengens far og bodens patriark havde forsoegt at fortaelle mig at min pung var ved at falde ud af min lomme (jeg vidste, det var venstre), og saa havde jeg bare koert. Og jeg kan huske, jeg taenkte noget i retning af: “Det her har jeg set foer”, og “Jeg haaber, de sender den igen.”

Drengen foreslog mig at jeg skulle koere tilbage ‘real slow, real slow’ og det gjorde jeg, men fandt hverken pungen eller 40 dollars eller et sygesikringskort med mit personnummer paa, men jeg kom gratis ind ved templet og nogle skaldede kvinder ville bede for mig foran Buddhaen og taende roegelse, og troede faktisk paa mig da jeg sagde jeg ikke havde nogen penge (maaske fordi de havde naaet en hoejere form for erkendelse eller oplysning eller hvad-ved-jeg og derfor kunne se lige igennem mig, eller maaske bare fordi jeg lignede Sinatra en soendag morgen i ‘64). Jeg tog nogle billeder af templet saa jeg vidste jeg havde vaeret der, og vendte saa off-roaderen sydpaa mod Phnom Penh.

Og jeg havde ikke engang passeret hende ris-skulpturen, da motoren begyndte at saette ud, og jeg vidste der ikke var mere benzin tilbage, for jeg havde hele tiden vidst, der ikke var nok. Og jeg kan huske, Police spillede inde i hovedet, noget med “and-this would be o-kay on a-ny o-ther day”, og de var klar til at gaa over i double-time, da jeg begynder at traekke cyklen efter mig og den var egentlig ikke saa tung, naar jeg taenkte paa der ikke var mere benzin tilbage, men voksede i mine haender naar jeg taenkte paa der var mindst halvtreds kilometer tilbage.

Saa jeg fandt en dame der solgte frugt men ogsaa benzin og jeg stikker hende min mobiltelefon (jeg havde taget SIM-kortet ud) og jeg synes hun mumler noget a la: “Tak, kammerat! Det behoevede du da virkelig ikke!”, og jeg hoerer mig selv sige: “Hey du, bare bland skidtet op med petroleum, det er en, jeg har lejet.” Saa hun haelder fire liter i, og jeg signalerer med oejnene, at jeg mindst skal bruge seks for jeg kommer ikke traekkende med en lille scooter og desuden har jeg lige mistet min pung og mobiltelefon (og for fem dage siden mit kamera), saa jeg regner med at koere hjem i en saadan fart, at hvis noget gaar galt bliver jeg sendt durk igennem asfalten og lithosfaeren og direkte ned til helvede, hvor Dean, McQueen og Kerouac allerede har sat whiskyen paa is og har sig noget af en fest. Saa hun giver mig halvanden liter mere og hendes boern er helt vilde og proever at ringe til Gud og nogen der larmer, og mine hjul vinker farvel i en sky af stoev.

Og jeg er maaske tredive kilometer udenfor Phnom Penh, da det traekker op og bliver helt moerkt og vinden blaeser og kaster sawngthaews fra hoejre til venstre og smaa hoens over vejen, og det er kamp og frihed og blodet ruller og Dannebrog venter helt deroppe i den moerke kulisse.

Og det begynder at regne, ikke voldsomt, for det er i starten af maj, og jeg kan huske, at min fortand bliver ramt af en kraftig draabe eller maaske en flue, og det gaar op for mig, at jeg smiler.

Ja, for at runde en dag med naerdoedsoplevelser og opsvulmede foedder ordentligt af, var denne sorte sag at finde i min sovesal selvsamme aften. Her har den just faaet hakket giftbrodden af. Det var linealen til hoejre, der kastrerede dyret. Foroevrigt virkede den stoerre, end den var. Skorpionen, altsaa.

“Als Gregor Samsa eines Morgens aus unruhigen Träumen erwachte, fand er sich in seinem Bett zu einem ungeheueren Ungeziefer verwandelt.”

Jeg vidste, det ville indtraeffe. Det var blot et spoergsmaal om tid. Og nu, efter snart fem maaneder i fjerne lande, er det fuldbragt; forvandlingen er sket, dannelsesrejsen en realitet -  jeg har fundet mig selv, “blevet den jeg er,” som Frederikkes niece engang skrev.

Jeg har endnu en maaned tilbage, og selvom der endnu er verdener at opdage, og min appetit paa Laos bestemt ikke er af maettet karakter, kan jeg nu rejse med en vis ro. Jeg behoever ikke laengere opsoege oplande af oplevelser, slanke siamesere eller millioner af motorveje i haab om at omdanne rygsaekken til erfaring.

Aah, hvilken lykke at ankomme i Kastrup og vise de nye fjer frem, praje en koerestol og lade den udvidede familie slaebe bagagen. Jeg er hel. Mere end hel, velsagtens; laegen beregnede mit nye jeg til at beloebe sig til 104% af mit gamle. Og det er altsaa, ja, en forbedring paa fire procent.

Men transitionen forloeb ikke uden smerte. Ja, der var graad og taenders gnidsel, men jeg vidste, at ‘graad skulle vendes til jubel’, og da jeg efter den tyve timers soevnloese monster-transport-trek fra Thailand til Cambodia tilbage til Thailand og saa mod Laos, der udgjorde de ydre omstaendigheder for min forvandling, ankom til Pakse ved Mekong-floden, kunne jeg lettet se ned ad mig selv og paaskoenne min forandring:

En stoerrelse 46, spaendt til bristepunktet med lymfe, betaendelse og skidt. Virkningen er saa smaat ved at fortage sig, men om tyve minutter tager jeg et smut omkring den lokale laege. Jeg kan saa troeste mig med, at Lonely Planets backpacker-indeks tildeler akut (og unoedvendig) amputation under primitive omstaendigheder i Sydsoest-Asien hele 600 point!

I gaar - da foden var stoerst, men smerterne mindst - lejede jeg en scooter og tog ud for at se paa vandfald. Jeg er saa smaat begyndt at indse, at rejsen ikke varer evigt - jvf. det foernaevnte 20-timers-trek - og vil faa mest ud af den maaned, jeg har tilbage. Jeg kravlede saa ned ad en stejl og glat bjergside for at se naermere paa et af de mest spektakulaere vandfald, jeg hidtil har set (hvilke altsaa inkluderer Victoria Falls). 120 meter falder stroemmen. Noter eventuelt, at jeg staar over faldene.

Der var langt ned, hvor jeg stod, meget, meget glat pga. fugtigheden fra dels regntiden og vandfaldet, og jeg var tyk- og barfodet - mine sandaler kunne ikke staa fast. Desuden var jeg klatret derned alene, og eventuelle raab om hjaelp ville formentlig ikke blive hoert pga. vandfaldets larm og min afstand fra det mere mondaene udkigssted.

Bevares, jeg gik ikke i panik, men klatrede adraet og sikkert vha. roedder og klippefremspring op igen mod sikker grund. Dog uden at stoette alt for meget paa min venstre fod. Jeg indroemmer dog, at mit hjerte slog et par ekstra slag, da jeg paa vej op fandt, at jeg ikke klatrede op ad egentlig klippe, men fugtig, sammenpresset jord, der forsvandt ned i dybet i store kager, hvis man tog for haardt fat. Man kunne kradse det op med en negl.

Tyve meter laengere oppe - og i en vis sikkerhed - gaar det op for mig, at min rejseforsikring udloeb for fire dage siden. (Jeg har netop forlaenget den nu, mor.)

Men nu er det altsaa tid til laegebesoeg. Under alle omstaendigheder, haaber jeg ikke, jeg bliver tvunget til at tage hjem, som det skete for Nicholas fra det oprindelige crew. Han vaedrede et par koer paa en vietnamesisk landevej, hvorfor han paadragede sig en grel infektion. Indtil videre har jeg vel egentlig vaeret ganske heldig.

 … Pludselig taendtes lyset i kirken; ruderne sendte blege frelsere, groenne aesler og violette duer med spredte vinger ud i natten. Jeg stirrede vantro mod det, der foer havde vaeret en forladt helligdom. Det gejstlige inferno naaede nye hoejder, da en falsk tenor og begejstret tale blandedes i et diabolsk ekko. Mens mine haender famlede efter mit kamera, forsoegte en indre monolog at overbevise mig om det helt normale ved det absurde teater, jeg nu overvaerede: “Praesten oever sin praediken til paa soendag. Hvilken foroevrigt er 6. dag i trinitatis og Jesu Faders foedselsdag. Han vil hive den her hjem med menigheden i behold; intet under, han er koblet til hoejtalerne.”

Jeg ved ikke, hvor laenge paterens karaoke a la katekismus stod paa, men faktum er, at det indigo-blaa Maria-ikon igen blev til en moerk plet i natten. Jeg gemte kameraet vaek og trak igen filtposen op over arme og hals. Efter et ikke saerligt overbevisende forsoeg paa at finde Karlsvognen, kom et lys hoppende, svaevende om kirkens fjerne hjoerne.

En gammel mand med en lille lommelygte i haanden gjorde stop foran min moerke skikkelse og satte sig paa hug ved min side. Jeg tog ham for at vaere praesten, hvad han formentlig ogsaa var. Han sad der i en 2-3 minutter, alt imens vi forsoegte en af de der samtaler, hvor man nikker efter hver faerdiggjort saetning. “Okay”, syntes han dog at forstaa, og da jeg pegede paa en frisk pakke kiks for at lade ham forstaa, jeg havde, hvad jeg behoevede og mere til, defilerede han sloevt i retning mod kirken igen.

Der gik ikke lang tid, foer jeg hoerte opildnede barytoner naerme sig, og nu dansede tre lommelygter hen over pladsen. De faldt saa til ro i en quick-step paa mit ansigt, og jeg fornam, at disse herrer ikke var messedrenge - i saa fald havde de vaeret ude for noget slemt snavs. Den ene, lederen og den mindste, forsoegte at udspoerge mig om min goeren og laden paa vietnamesisk. Jeg proevede igen kikse-tricket, men den gik ikke. Dernaest en Mads Mikkelsen’sk/Foghsk “Tourist, tourist! - Denmark - Michael Laudrup!”-replik, men lige lidt hjalp det. Det hjalp heller ikke, at hele landsbyen nu stod omkring mig.

Jeg fandt nu min guidebog frem for at lire nogle vietnamesiske gloser af. De eneste brugbare, jeg fandt var: “We’re leaving tomorrow,” og “I don’t understand”, hvoraf den sidste vakte latter og begejstring i denne asiatiske ‘Jonestown’ - dog ikke blandt de tre moerkemaend med lygterne, der aabenbart ikke broed sig om et af de der dumsmarte svar. Det endte med, at lederen, der var klaedt i en lyseblaa skjorte med nogle emblemer, der skulle understrege hans autoritet, pegede mig direkte i ansigtet og dernaest paa sig selv. “Ja, klart”, taenkte jeg, “jeg kan tage dig til hver en tid, din splejs.” Det han mente var dog, at jeg skulle indlogeres i hans hus.

Nu begyndte en massiv folkevandring, det hele centreret om mig, og jeg kunne ikke finde ud af, om jeg overvejende var en Moses med staven, paa vej mod Kanaans land eller en Jesus med korset, slaebende mit forpiskede korpus gennem Jerusalems stoevede gader. Under alle omstaendigheder skulle jeg dog ikke slaebe saa meget selv, nej, det tog lokalbefolkningen vare paa - i moerket. Saa kamera, baeltepung med pas etc. var for en stund i deres varetaegt. Motorcyklen var de ogsaa i faerd med at flytte, og jeg hoerte den ramme cementen med et metallisk bang, hvorefter man kunne lugte benzinen, der loeb ud af tanken. De fik den dog op igen, og nogle unge gutter spurgte derfor naturligvis efter noeglen. Den fik de. De havde dog ikke helt forstaaet at bruge en kobling og den gik ud med nogle smaa hop en tre-fire gange, foer en mere erfaren rytter besteg cyklen - og fejlede. Jeg tog over, koerte ti-tyve meter i moerket, da der saa blev tysset gevaldigt paa mig. Vi var nu ved hans hjem. Aldrig har jeg oplevet noget saa dumt.

Jeg blev tilskikket en plastikstol fire meter fra fjernsynet, der viste en nordvietnamesisk militaer-forherligende udgave af ‘Husk lige Tandboersten’. Der sad jeg saa og forsoegte at goere mig uinteressant, mens landsbyen ikke ville gaa glip af det nervepirrende syn af en roedhaaret dansker paa plastikstol.

Den gamle gut i forgrunden var manden, der foerst spottede dyret.

Jeg blev tilbudt te, og jeg blev tilbudt at knaele foran deres hus-alter. Det sidste blev vist forventet af mig - de skulle se, om jeg var en sand kristen. Saa jeg kastede for en stund Luther af mig og stod saa i dyb boen foran deres pastel-farvede Madonna-ikon, med 40 par oejne hvilende paa min ryg. 

De naeste par timer gik med, at mit pas gik paa runde blandt landsbyen aeldste, mens 10-12-aarige piger kom med deres engelskhaefter, flankeret af manden i lyseblaat, der insisterende pegede paa det vietnamesiske ord, der i deres haefter blev oversat til ‘Police Station’. Jeg viftede afvisende, men elegant med haenderne.

Jeg fik dog lov til at sove, da klokken blev elleve - endog beskikket med den bedste seng i huset og forlod stedet ganske, ganske tidligt, naeste morgen. I et forsoeg paa at skabe forvirring foer min afsked kastede jeg rundt med nogle kroner, jeg ikke havde faaet brugt, foer vi i sin tid floej fra Kastrup.

Siden den dag har jeg - hvis tvunget ud i at sove i det fri - altid valgt et skjult, ikke-beboet sted. So much for the locals!

 … Mine arme, haender og knae var blevet farvet i en purpur-roed gloed efter otte timers forfoelgelse af Helios’ lavthaengende vogn, min naese og mit svaelg kaempede forgaeves mod det gullige stoev, og mine fingre havde erhvervet sig en usikker rysten, der unaegteligt knyttede sig til mavens indsunkne figur og den tomme pakke kiks, der havde stedet sig til hvile i vejkanten hundrede-og-halvtreds kilometer laengere tilbage. Mit liggeunderlag var vaek, motorcyklen manglede olie, som jeg manglede vand, men jeg var ved godt mod: Jeg havde fra gaarsdagens oplevelser erfaret, at vietnameserne er et gaestfrit folkefaerd, der lader dig spise af deres groed, sidde i deres alt for smaa plastikstole og sove i deres senge.

Jeg tog derfor en kaek lille de-tour mod vest ad en lille bjergvej, der slynger sig op mod Laos’ graense. Der, helt alene, lykkeligt kaempende mod 15%-stigninger, haarnaalesving og den evige trang til at stoppe op og med mit (2000-kroners!)-kamera forevige Vietnams alper, gik den tanke igennem mit hoved, at denne dag uden tvivl maatte huskes som den mest sorgloese af de 70-80 dage, der havde gaaet forud paa denne rejse. Jeg maatte dog vende om, da jeg blev moedt af en vietnameser, klaedt i camouflage-groen, der foerst afproevede nogle russiske gloser paa mig, for derefter at sande at jeg var lidt for taet paa Laos.

Da jeg naaede hovedvejen igen, var solen gaaet ned, og jeg bemaerkede en stigende koncentration af myg, ildfluer og deslige blive suget mod motorcyklens forlygte, min hjelm og mine oejne. Hjelmens ridsede plastikvisir kunne jeg desvaerre ikke have fornoejelse af, da det broed lyset fra modtrafikanterne og gjorde det umuligt at spotte en vildfaren cyklist i tide: “The lesser of two evils!”

Det var umuligt at foere motorcyklen gennem natten paa forsvarlig vis, og jeg stoppede derfor ved et par oplyste huse naer vejen for at forhoere mig, om “there is any chance, whatsoever, that is, that you mighty-fine people could accommodate me with some basic lodgings tonight? As you see I have lost my sleeping mat under the crudest of circumstances, and, what would you know, I met these most adorable engineers last night, maybe you know them, they’re…” 

Hm, egentlig pegede jeg blot paa deres gulv, lagde hovedet paa skraa, stoettet af et par sort-roede haender. Da det ikke virkede, pegede jeg ud mod haven, hvorefter manden i huset pegede paa min motorcykel og derefter i retning af vejen. Jeg forsvandt hurtigt i moerket og havde de naeste par kilometer oejnene rettet mod spejlene, skulle et par vietnamesiske hill-billies komme forbi i deres pick-up truck, bevaebnet med jagtgevaerer.

Nu var det baelgmoerkt, og jeg ledte desperat efter et sted at sove. Der var langt til Hue - endnu laengere i moerke - og jeg frygtede, tanken skulle loebe toer. Efter ti-tyve minutters koersel anede jeg en stor, sort silhuet et par hundrede meter fremme; jeg satte farten ned, og paa min hoejre side aftegnedes en katolsk kirke endnu og endnu tydeligere i natten. Jeg parkerede hurtigt motorcyklen og undersoegte pladsen til fods. Rundt om kirken var der lagt cement, der udgjorde et underlag for asketer, men klart maatte foretraekkes frem for vaade rismarker, myretuer og leret, fugtig jord.

Jeg foerte med stort besvaer motorcyklen op ad en stejl skraent, blot for at erfare at der var anlagt en sti til netop dette formaal. Myggene var vaagnet fra deres daglige slumren, og jeg forstod, jeg maatte skynde mig: I en forklumrende hast udbredte jeg min sovepose og fandt det tynde filtindlaeg, jeg egentlig havde slaebt med for at vaerne mig mod den russiske vinter, frem. Jeg lagde mig til rette, og .. Mygge-sprayen! Allerede svedende lynede jeg den sorte filtsovepose ned, og med besvaer fik jeg mine ben ud af den alt for korte anordning, der klaebede sig til min krop. Jeg blandede den gamle sved med et tykt lag “Mosquito Repellant” og maerkede, hvordan den i forvejen udsatte hud braendte.

Endnu en gang fandt jeg mig til rette paa cementen, anede stjernerne komme frem og kiggede paa mit ur; klokken var halv otte, og natten var allerede fuld af alskens larmende, lysende (og liderlige!) dyr. I det fjerne hoertes nogle knallerter naerme sig. Motorernes vanlige droen overdoevede nu vandboeflerne og gekkoerne, og man kunne fornemme en utydelig raaben mellem, hvad der synes som unge knoese, ude paa deres natlige foejten. Da jeg saa lyset fra deres forlygter ramme kirken, lagde jeg mig helt fladt mod jorden og fornemmede dem forsvinde et stykke bag kirken, hvor motorerne slukkedes. Deres tale virkede dog naturlig og rolig; de havde ikke set mig. Alligevel foruroligede det mig en smule, at der aabenbart var huse saa taet paa kirken. Jeg satte mig for at forlade kirken tidligt naeste morgen og indsaa, at det hele tiden havde vaeret planen, taget i betragtning af, hvor kedsommeligt disse foerste tyve minutter af ganske en begivenhedsloes nat havde forloebet …

Efter at have tilbragt natten hos/med disse fyre;

…et hold ingenioerer, cement-blandere og pladespillere af Guds naade, der havde til opgave at bygge en daemning i Ben En-Nationalpark, nogle hundrede kilometer syd for Hanoi, stod jeg op til nescafe og nudler. Jeg var endnu en anelse oer i hovedet efter risvinen, sjakbajsen rundhaandet havde givet ud af til gaarsdagens aftensmaaltid.

Tydeligvis maerket af den ensomhed og mangel paa nye bekendtskaber, der kendetegner borebisser, fremmedlegionen og polarekspeditioner, havde de vinket mig ind til deres byggeplads og midlertidige hjem - og, genstand for foersteklasses underholdning som jeg var, blev jeg vartet op derefter.

Efter aftensmaden skulle vi have kaffe hos naboen. Et fast ritual, kunne jeg forstaa. Maaske fordi naboens kone, udover at fungere som den, der laver kaffen, og udfylde rollen som mor for sine to smaa boern, ogsaa havde virke som den lokale ‘bum-bum’-provider. Ikke en daarlig forretning, taget i betragtning af, at tyve maend var indlogeret - langt vaek fra deres familier og hjem - i hendes baghave. Jeg blev tilbudt hende et par gange under kaffen, men takkede paent nej. Naar hendes mand ikke kiggede, saa jeg efter smaa horn i panden, men fandt ingen. I stedet blev jeg moedt af et par usikre oejne, haengende under den blanke pande, der var daekket af sort og svedigt haar.

Under den obligatoriske vietnamesiske hus-accessory, der er et portraet af Ho Chi Minh, oejnede jeg parrets bryllupsbillede.

Men tilbage til den tredie dag paa motorcyklen:

Efter at have overvaeret ophaengningen af et par udprintede billeder, som det ovenfor - og signeret disse - sagde jeg farvel til bygge- og hyggeklubben og naaede efter en halv times koersel Duong Ho Chi Minh - en forholdsvis nybygget ‘motorvej’, der loeber gennem Vietnams vestlige, bjergrige egne, til dels opkaldt efter Ho Chi Minh-stien, som den krydser nogle gange. Om end vejen ultimativt ender i Saigon, kendetegnes den ikke af megen trafik, og min stoerste hovedpine skyldtes ikke store lastbiler, huller i vejen eller den alt for lille hjelm, men derimod smaa, indavlede pis-hunde, der uden den mindste forvarsel eller goen krydser vejen, som man passerer, og horder af skoleboern paa deres smaa, langsomme cykler; Povl Kjoeller skulle have nakkeskudet.

Min gennemsnitsfart var en anelse lav, da jeg ofte stoppede for at tage billeder, tjekke olien og drikke en cola hos saelgerne ved vejen, og der var endnu over 300 kilometer til Hue. Varmen var ganske udtalt, om end vinden og farten koelede. I mangel paa restauranter naer vejen og pga. mine planer om at naa Hue naeste dag, bestod min frokost - og, skulle det senere vise sig, aftensmad - af denne pakke kiks:

Ydermere - og vi er nu naaet til det tidspunkt, hvor der skal sammenlignes billeder i den udoedelige find-fem-fejl-stil:

…havde jeg mistet mit liggeunderlag. Selvsamme liggeunderlag, der var blevet vasket i en ulige blanding af pis og saebevand i en togvogn mellem Lhasa og Chengdu. Jeg havde slaebt det over 10000km paa davaerende tidspunkt og havde kun brugt det en gang. Og saa floej det altsaa af motorcyklen netop den dag, jeg skulle bruge det. Jeg opgav at koere tilbage for at lede efter det og fortsatte i stedet ad den pittoreske Ho Chi Minh-vej…

Fortsaettes. Formentlig.

Jeg er nedtrykt, ganske nedtrykt. Det ene oejeblik er man i Saigon, haardt stoedende i en eller anden englaender, der vedblivende stoenner “Baby! Baby!”, som om hun rent faktisk kan lide det. Man glemmer - midlertidigt - at man har solgt sin motorcykel for en tiendedel af den oprindelige pris. Heftig brug af aircondition holder kroppene kolde og i bevaegelse, stopper de glinsende perler af sved, foerend de naar oejnene, goer dem doede og traette.

Nogle timer foer har man i barens moerke gjort sig venner med de gavmilde, ubemaerket drukket slatter og storsmilende nasset smoeger. Man er velvidende om det budget, der skal passes og husker - midlertidigt - at man har solgt sin motorcykel for en tiendedel af den oprindelige pris.

Naeste morgen stavrer man - i det grinende delirium, der foelger en soevnloes nat - mod det sted, hvor de store, koensloese busser kaemper om de sammenstimlede og usikre turisters gunst; hvor magtesloese vietnamesiske guider forsoeger at holde rede paa kvitteringer, dollars og rygsaekke, alt imens de goer sig uforstaaelige paa hundrede sprog. Mikrofoner og maend behaengt med plakater paa kvasi-engelsk skaerer igennem masserne, der langsomt deles op i storsvedende, internationale segmenter.

Man forsoeger at sove i bussen. En adraet etbenet spanier klukler: “You got the hung-gov’s!” Til lyden af en skrattende mikrofon, der skal goere rede for dagens rute, siger man langsomt farvel til Vietnam med store slurke af pisvarmt vand.

Vi skal sejle op ad Mekong-floden, ind i Cambodia.

Da man efter den foerste nat skal indlogeres paa hotel, undgaar man paa behaendig og nonchalant vis at betale de 5$ ekstra, det koster at sove alene; gruppen taeller talrige par, og resterne har fundet sammen under ens fordrukne slumren i bussen. Man falder i soevn paa sengen, endnu klaedt i det fugtige toej, der bragte en til og fra baren natten foer, og naar ikke at tage et bad naeste morgen. Man ripper hotellet for engangs-tandboerster og saebe; i sine droemme mindes man om,  at man har solgt sin motorcykel for en tiendedel af den oprindelige pris.

Naeste dag fortsaetter baaden op ad den maegtige flod. Man spoerger med sikkerhed i stemmen den attraktive amerikaner ved sin side, om hun - med omstaendighederne taget i betragtning - har set Coppolas “Dommedag Nu.” Det har hun ikke, hvorfor man med faa velvalgte ord udlaegger plottet for hende. Hun tilfoejer, at ’that sort of thing’ trods alt var tredive aar siden. Man nikker uden at sige et ord og laegger stille et par aar til, foer man ubegejstret vender tilbage til sin bog. 

Varmen er ulidelig, da baaden naar den cambodianske graense. Der saelges iskoldt vand, men man har efterhaanden fundet en saerlig glaede i det pisvarme; man mindes - svedende - at man har solgt sin motorcykel for en tiendedel af den oprindelige pris. Graensekontrollen, hvis eneste funktion er at stemple vore visa, traekker gladeligt tiden ud, godt gemt i skyggen bag ventilatorer og tynde uniformer.

Et godt stykke henad eftermiddagen naar denne organiserede tur sit slutpunkt, Phnom Pehn. Man siger farvel til benprotese-Juan og den langbenede toes fra Boston og goer sig nogle faa udspoergninger om det billigste vandrehjem i byen. Det er nogle faa kilometer vaek, og man maa paa vejen overbevise de yderst insisterende tuk-tuk-chauffoerer om, at ens intentioner om at naa hotellet til fods, trods varme og 30kg+ bagage, er reelle - desuden er en halv dollar en alt for hoej pris at betale. Man forklarer forfoelgerne - mens sveden foraarsager svoemmehud omkring skridtet - at man har solgt sin motorcykel for en tiendedel af den oprindelige pris. Efter at have gaaet i et kvarter, bliver man dog noedt til at spoerge en af chauffoererne om vej. Man vender dernaest om og gaar i modsat retning, mindes en salme af Ingemann; svaert skuffet over de ufrugtbare aar i spejderkorpset, og at solen for en gangs skyld ikke kunne gaa ned i oest.

Man vaelger det billigste rum: en simpel sovesal der beboes af gekkoer og et flyvende kavaleri af myg. De myggenet, vandrehjemmet stiller til raadighed, er hullede. Det boer paapeges, at myggenet jo som regel er hullede, men disse huller er af den slags, der kommer af knivstikkeri og deslige; man tjekker madrassen for blodplamager, men finder ingen. Heldigvis havde turen med den motorcykel, man for en lykkelig, men kort stund havde glemt, tvunget en til at koebe et myggenet, man haenger op over sengen. Aftensmaden bestaar af en pakke subsistensloes toast og en daase sardiner i tomatsovs.

Naeste dag staar man tidligt op - kan tilskrives den fravaerende aircondition - og gaar paa opdagelse i Phnom Penh. Man besoeger det kongelige palads og betaler, modvilligt, de 2$ det koster at faa sit kamera med ind. Arkitekturen forbloeffer og goer Vietnam og Kina til skamme. For de 2$ fylder man sit Sony-kamera med billeder og entrer hurtigt de tilstoedende toiletter som konsekvens af den fiberfattige kost.

 …

Det naeste oejeblik sidder man paa en Internet-cafe her i Phnom Penh. For halvanden time siden mistede man sit 2000-kroners kamera, fordi man ubetaenktsomt lagde det naer haandvasken, foer sardinerne skulle tilbage i vandet. Mit blod er pisvarmt af vrede, ikke mindst fordi der var saa mange billeder, jeg ikke naaede at gemme hverken online eller paa CD-rom. De joviale og venlige tuk-tuk-chauffoerer faar et modbydeligt “Fuck off!” i ansigtet, naar de foelger en for laenge, og ens ellers ukuelige lyst til at se byen ligger forbloedt i stoevet.

Min bedstemor gnaegger sikkert hoejlydt ved tanken om, at dette midlertidigt har faaet mig tilbage til bloggen, da det p.t. synes en anelse besvaerligt at opretholde en foto-dagbog  facebook.com, anyone!). Alligevel skal det nu ikke afholde jer fra at faa et billede af det underskoenne palads:

Hvis I vil se mere fra disse goeglerhatte, skal I blot besoege http://www.maylin.net/Cambodia3.html

Og nu vender det hele tilbage, motorcykel solgt for 30$, kamera stjaalet, kondom sprunget.

Man vil derfor recitere Marlon Brando - alias oberst Kurtz, der reciterer Coppolas manuskript, der reciterer Joseph Conrads bog, “Heart of Darkness”:

“The horror! The horror!”

Efter Susanne lavede det velkendte Brandenburg-trick i Hanoi og forlod vor fortaeller med et klingende: “Vi ses paa Chapper’n!”, gik han paa druk med Jerry, en 70-aarig New Yorker med hang til fancy hotel-lobbyer, underspillet humor og ikke mindst vodka. Vodkaen drak denne frivole soelvraev kun modvilligt, men med god samvittighed, da den - og han havde endog forhoert sig hos sin laege - skulle vaere den mindst skadelige spiritus.

Da de to uden lyd forsvandt fra de evige barer og drog hjemover, fandt vor fortaeller en fed, midaldrende inder i sin seng. Moerkemanden havde aabenlyst taget fejl af numrene 35 og 36, eller ogsaa var han bare af den venlige type, der ikke ville risikere danerens unge liv, skulle han brase igennem den oeverste koeje. Der stod endnu dampende varm groed paa natbordet, men vor aerboedige fortaellers portion var forlaengst fortaeret, og fra den tomme skaal kunne man ane en staerk em af karry.

Naeste morgen stod han op til spartansk morgenmad, hvor inderen - maaske som kompensation for nattens BZ-aktion og intense snorken - tilboed ham maelk til teen. Dernaest var det tid til at se endnu et tempel, men Jerry kom levertallet i forkoebet, og denne duo af natten tog nu ogsaa eftermiddagen til indtaegt.

Aftenen blev tilbragt paa hostellet, hvor en barbecue var under opsejling. Her moedte vor berusede ven et par irere, der efter sigende havde koebt en scooter i Da Nang og paa den koert hele vejen op til Hanoi. Efter et par timers restitution over nogle faa oel og et par burgere, forlod en halv snes rejsende - vor fortaeller inklusive - endnu en gang hostellets hvide vaegge til fordel for de billige barer.

Paa vej ud skulle de to irere lige kaste et blik paa deres scooter; hvilket slet ikke var en scooter, men en egentlig motorcykel. Tanken var malet i en orange, der changerede over i roed. Styret var prydet med Harley Davidson-klistermaerker og ‘Stars and Stripes’. Resten af natten brugte vor fortaeller paa at forhoere sig naermere om denne motorcykel, hvilken rute irerne tog - og prisen for dette tohjulede monster.

Selvsamme nat sov vor helt kun nogle faa timer. Han laa og stirrede op i loftet og kunne ikke falde til ro - godt hjulpet paa vej af det indiske kompagni, der med aaben mund og tilstoppede naeser havde besat rummet.

Naeste morgen stod vor danske ven op og koebte en motorcykel.